Verdens Poesidag

Verdens Poesidag

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.03.18
Anbefalinger af ny dansk lyrik

Den 21. marts er det Verdens Poesidag – en skøn anledning til at læse nogle af de mange stærke digtsamlinger, der er udkommet de seneste år. Vi anbefaler her et udvalg af de bedste danske digtsamlinger fra det sidste års tid.

 

Peter-Clement Woetmann, Bag bakkerne, kysten

Woetmann kalder selv sit langdigt for en klagesang. Det er skrevet på en politisk baggrund, der handler om flygtninge og migranter, og handler meget om kroppe. ”Min krop er” og ”Min krop er ikke”. Sådan begynder digtets serie af korte sætninger. Det stiller spørgsmål om, hvilke kroppe der er velkomne, og hvilke der holdes ude og må krydse farlige have i håb om at nå til et sikkert land. Smukt, sansende og meget vedkommende.

 

Tine Høeg, Nye rejsende

Nye rejsende er et stykke knækprosa og befinder sig et sted mellem digt og roman. Fortællingen strækker sig tidsmæssigt hen over digterjegets første tid som gymnasielærer og pendler og handler dels om, hvor svært det er at skulle indtage en rolle som autoritet over for elever, hun ikke føler sig meget ældre end, dels om en affære med en gift medpendler. En meget interessant og ikke mindst sjov behandling af problemerne ved og skuffelsen over at blive voksen.

 

Capser Eric, Avatar

Avater er et opråb om, at noget er helt, helt galt i vores verden. En vred og mørk digtsamling, der tager fat på emner som depressioner og stress og udgangspunkt i en række selvmordsbreve. Det er bidsk samfundskritisk digtning, der giver et signalement af vores samfund, der ikke just er positivt. Sproget er præget af en moderne medievirkelighed, af sociale medier, engelske låneord og henvisninger til globale fænomener. En tankestrøm, som er langt fra at være lyrisk i traditionel forstand.

 

Julie Sten-Knudsen, Spor efter fugle

I Spor efter fugle har vi at gøre med de små ting, de små sansninger, de flygtige stemninger. Sten-Knudsen beskæftiger sig med, hvordan vi mennesker påvirker hinanden og vores omgivelser, og med de mange små spor, vi sætter hos hinanden og i naturen. Det er ikke højtråbende, men utrolig smukt, og også her er der en politisk virkelighed i baggrunden i form af flygtninge, der sætter de små sansninger ind i en større sammenhæng.

 

Inger Christensen, Som var mit sind lidt græs der blev fortalt

Selvom der ikke er tale om nye digte, er Inger Christensens efterladte digte en perle, som man ikke kommer uden om, når man taler om den danske digtscene anno 2018. Denne pagtfulde lille udgivelse, der både indeholder hele digte, digtkladder, tegninger og flere små tekster, er en appetitvækker inden forårets store udgivelse af Inger Christensens efterladte materiale. Blandt andet får man en færdig sonet, der er skrevet samtidig med Sommerfugledalen i 1991. Rent kræs for alle poesielskere!

 

Digtsamlingerne kan enten lånes på Ballerup Bibliotekerne eller bestilles via bibliotek.dk. God læselyst.

Materialer