Tre gode bøger om Island
Denne måned fejrer vi 100-året for Islands uafhængighed på forskellig vis. Mandag den 23. april inviterer vi inden for til et særligt VIP-arrangement om islandsk litteratur, som du kan læse mere om her. I samme anledning anbefaler vi tre gode bøger om Island - en roman, en fagbog og en krimi - som du kan læse herunder:
ROMANEN
"Skygge-Baldur" af Sjón
Benyt lejligheden til at læse en islandsk prisvinder! Nordisk Råds litteraturpris gik i 2005 til islandske Sjón for "Skygge-Baldur". Bedømmelseskomiteen for litteraturprisen udtalte i motiveringen, at ”Skygge-Baldur balancerer fint på grænsen mellem poesi og prosa. Romanen væver motiver sammen fra islandske folkesagn, romantisk fortællerkunst og en fascinerende historie, hvor nutidens etiske spørgsmål træder frem”.
FAGBOGEN
"Den islandske revolution" af Søren Mentz
Hvordan husker vi danskere vores fælles fortid med Island? Hvis vi da overhovedet rigtig tænker over den. Søren Mentz har sat sig for at kaste lys på det, han kalder for ”det glemte rigsfællesskab” og gøre os klogere på den skøre, brutale og forenede fortid, som vi deler med øen. Bogen er en underholdende og læsevenlig lille sag. ”Den islandske revolution” er en del af serien ”100 Danmarkshistorier”.
KRIMIEN
"Nordmosen" af Arnaldur Indridason
Med navne som Yrsa Sigurðardóttir og Arnaldur Indriðason har Island de seneste år markeret sig som en stærk krimination. Sidstnævnte er især kendt for den anmelderroste krimiserie om kriminalinspektør Erlendur og hans team. I første bind er en ensom, ældre mand blevet myrdet i sin kælderlejlighed i Reykjavik. Erlendur og hans stab ransager lejligheden i jagten på bevismateriale, men falder i stedet over et spor i en flere år gammel forbrydelse.
Og hvis du bare ikke kan få nok af islandsk litteratur, kan du jo kaste dig over verdenskendte forfattere som Halldór Laxness, Jón Kalman Stefánsson, Kristín Marja Baldursdottír, Hallgrímur Helgason eller Einar Már Gudmundsson.