Litteraturformidlernes læseudfordringer

Denne sommer udfordrer vi vores læsevaner - læs med her!

Sommertid er som bekendt læsetid, og hvilke bøger skal du så hygge dig med på stranden, i haven, i parken og på altanen de kommende måneder?
Denne sommer opfordrer vi alle til at give deres læsevaner en udfordring. Hvad med at vælge en genre, du ellers ikke læser så meget? Vores fire formidlere har hver især taget udfordringen op og valgt tre bøger, de ellers ikke ville have valgt:

Andreas' udfordringer:

Krimi: "Den hengivne hr. X" af Keigo Higashino.
Min første udfordring til mig selv må være en krimi. Jeg er bestemt ikke den store krimilæser, og jeg må også indrømme, at jeg har en række fordomme om genren. Men jeg ved jo også godt, at der findes fantastiske krimier, og at krimigenren kan noget helt særligt. Heldigvis kan min kollega Lotte hjælpe. Hun har talt meget varmt om den japanske krimiforfatter Keigo Higashino og har anbefalet mig "Den hengivne hr. X". Den skulle simpelthen bare være drøngodt skrevet.

Biografi: "Fremkaldt" af Susse Wold
Min næste udfordring bliver en biografi. Jeg har som sådan ikke noget imod biografier, og jeg synes også, at jeg gennem tiden har læst nogle, der både er glimrende skrevet og meget oplysende. Men jeg bærer nok alligevel rundt på en idé om, at biografier sjældent er lige så godt skrevet og fortalt som skønlitteratur. Den idé vil jeg gerne udfordre. Så jeg har fået min litteraturformidlerkollega Susan til at anbefale mig en biografi: Susse Wolds "Fremkaldt". Den havde jeg helt sikkert aldrig selv kastet mig over, så det bliver spændende.

Science fiction: "I, Robot" af Isaac Asimov
Det er måske ikke den helt store udfordring for mig, for jeg er egentlig ret glad for science fiction, men jeg får bare ikke læst så meget inden for genren, som jeg gerne ville. Den science fiction, som jeg har læst, og som jeg har været gladest for, udmærker sig ved at kunne åbne helt nye verdener, hvor man kan forestille sig livet og forholdet mellem mennesker på helt andre måder, og ofte bruger den også fremtidsscenarier til at sige noget intelligent om nutiden. Det vil jeg gerne finde mere af! Min kollega Nina er mere velbevandret inden for genren, end jeg er, så hun har anbefalet klassikeren "I, Robot" af Isaac Asimov.

Cecilies udfordringer:

Jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg nok er lidt af en "nichelæser". Det er for det meste fantasybøger og historiske romaner, jeg hiver ned fra bibliotekets hylder. De seneste par år har jeg dog udfordret mine læsevaner, og det har givet mig nogle rigtig gode læseoplevelser, jeg ellers ikke ville have fået, så jeg hilser sommerens udfordring velkommen!

Novellesamling: "De 18 bedste" af Kjell Askildsen
For et par år siden var noveller en genre, jeg næsten ikke havde beskæftiget mig med, men det seneste års tid har jeg virkelig fået øjnene op for, hvad korte fortællinger kan i kraft af forfattere som norske Ingvild H. Rishøi og vores egen Tove Ditlevsen. Derfor glæder jeg mig til en af genrens mestre, Kjell Askildsen og hans "De 18 bedste".

Bog fra det år, jeg blev født (1986): "Hejrens øje" af Ursula K. Le Guin
Et sjovt, kreativt benspænd! Der var faktisk flere spændende titler at vælge imellem, men jeg valgte en for mig ukendt fantasybog af Ursula K. Le Guin, da jeg som oftest læser det nyeste fantasy. Jeg kan kun anbefale at søge efter bøger fra dit fødselsår!

Dansk klassiker: "Ditte Menneskebarn" af Martin Andersen Nexø  
Jeg ved ikke, hvordan det er gået til, men danske klassikere, har sjældent fundet vej til min bogreol. Det skal der laves om på, og jeg vil derfor kaste mig over en af de helt store danske forfattere - Martin Andersen Nexø og hans barske historie om "Ditte Menneskebarn" i de varme sommermåneder.

Susans udfordringer

Normalt kaster jeg mig over ”pleasure-reading” i sommerferien. Altså de bøger, som jeg mener, jeg vil kunne lide af enten en yndlingsforfatter eller om et interessant/omtalt emne, men denne sommer vil jeg udfordre mig selv og prøve noget nyt.

Fantasy: ”Et rige af torne og roser” af Sarah J. Maas
Jeg læser ALDRIG fantasy, så mit kendskab til denne genre er utroligt lille. Jeg har derfor allieret mig med en ekspert/kollega på området og fået "Et rige af torne og roser" anbefalet. Den 19-årige jæger Feyre dræber en ulv i skoven og tages til fange af et gruopvækkende væsen, som fører hende til en parallelverden fyldt med elverfolk, feer og fauner. Jeg er blevet lovet en god kærlighedshistorie oveni.

Klassiker: ”Elskeren” af Marguerite Duras.
Klassikere er ligeledes på min liste over sommer-udfordringer, og også her har jeg forhørt mig hos en god kollega. Valget er faldet på Duras' "Elskeren" Det skulle være en fantastisk kærlighedshistorie om forfatterens affære med en rig kineser i Saigon, så den vil jeg glæde mig til at fordybe mig i.

Graphic Novel: ”Maus” af Art Spiegelman
Sidst men ikke mindst vil jeg kaste mig over en graphic novel. Genren har vundet mere og mere frem, og nu vil jeg se på, hvad sådan en form kan. Valget er faldet på "Maus", som min søde svigerinde har anbefalet mig at læse. Handlingen kredser om forfatterens far, Vladek Spiegelman, og om hvordan denne overlevede Holocaust. I ”Maus” er musene jøder, mens tyskerne er illustreret som katte og polakkerne grise. Jeg glæder mig til Spiegelmans selvbiografiske fortælling i ord og tegninger.

Ninas udfordringer:

Digte: "Hundrede kærlighedssonetter" af Pablo Neruda
Jeg er faktisk ret glad for digte, men jeg får dem sjældent læst. Nogle gange må jeg også indrømme, at jeg sidder med følelsen af, at jeg bare ikke forstår dem. Neruda skriver ligetil, men med enorm indlevelse, så jeg tror, han er et godt sted at starte.

Historisk roman: "Bang - en roman om Herman Bang" af Dorrit Willumsen
Selvom jeg er interesseret i både historie og læser mange romaner, så har jeg aldrig rigtigt kombineret de to ting. Jeg har nok en del fordomme om genren – at den er lidt kedelig. Men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien, så jeg starter med historien om Herman Bang.

Selvhjælpsbog: "Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang" af Svend Brinkmann
Selvhjælpsbøger har altid stået nederst på min læseliste, men Brinkmanns bog ser ud til at fungere som en slags karikatur af selvsamme genre, og det lyder ret sjovt. F.eks. anbefaler han i bogen, at man ikke læser selvhjælpsbøger, men romaner, så det kan jeg jo passende gøre bagefter.

Find inspiration til udfordringer her.