Inspirerende jule- og vinterbøger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.11.18
Julen står for døren. I den anledning har vi fundet en lille håndfuld bøger, som gør os klar til den kommende højtid og vinterens hyggelige stunder.

”Rosie Hopkins’ søde jul” af Jenny Colgan
Jenny Colgan er kendt og elsket for sine romaner, der forener drømmende romantik med humor og hjertevarme. Særligt kendt er hun for ”Det lille bageri på Strandpromonaden” og ”Rosie Hopkins søde drømme”.
I ”Rosie Hopkins´søde jul” møder vi Rosie, der glæder sig til julen, både i sin lille slikbutik, hjemme med sin kæreste og med besøg af familien fra Australien. Men midt i juleforberedelserne rammes hendes lille by af en tragedie, der ødelægger Rosies planer. Rosie skal nu foretage nogle svære valg for sin butik, og ikke mindst for sig selv.
Bogen er en lækkerbisken for dem, der elsker kærlighedsromaner, og som drages af jule-feel-good-oplevelser. Som særlig bonus får læseren nogle af Jenny Colgans bedste juleopskrifter i slutningen af bogen.

"Sne" af Orhan Pamuk
Man kan ikke undgå at få et nyt og intimt forhold til sne og de fascinerende snekrystaller, når man læser den tyrkiske forfatters mesterværk. "Sne" handler om et fiktivt teatralsk militærkup - ikke ulig Tyrkiets virkelige - og en gribende, trist kærlighedshistorie. Her er vi sneet inde i det fattige, nordøstlige Anatolien med vores hovedperson, digteren Ka, der befinder sig midt i en række mystiske omstændigheder, der involverer unge muslimske kvinders uforklarlige selvmord, konspirationer blandt forskellige politiske grupperinger og en fabelagtigt iscenesat skuespilsrevolution. Romanen har så mange lag, at der er tankestof nok til flere mørke vintermåneder.

”Wied jul - en biografi om Gustav Wied” af Bo Nygaard Larsen
Gustav Wied (1858-1914) er en af dansk litteraturs sjoveste mænd. Han er nok særligt kendt for klassikeren ”Livsens Ondskab”, og han fornøjer og forarger til stadighed os med sine mange tekster. Hans satiriske pen er skarpest, når det gælder om at fremstille menneskets dobbeltmoral, og det gælder ikke mindst i den søde juletid, hvor vi af hensyn til vores egen samvittighed udviser en næstekærlighed, mange af os har svært ved at følge op, når julen er forbi.
Vi følger Wied fra vugge til grav, fra de gode og lykkelige barndomsår på Lolland og til de svære og depressive voksenår, der til sidst får ham til at tage sit eget liv.

Bogen er et fantastisk, både morsomt og sorgfuldt, portræt af en af Danmarks store mænd.

”Vintermad - nem mad hver dag” af Trine Hahnemann
92 opskrifter – en til hver dag hele vinteren, både hverdag og weekender, så nu behøver du aldrig mere mangle inspiration til, hvad der skal serveres ved dit middagsbord henover vinteren. Som plus på den bæredygtige konto tager bogens opskrifter udgangspunkt i vinterens råvarer. De fleste retter kan laves på under en halv time, og de mange flotte farvefotos samt enkle fremgangsmåder gør bogen dejligt nem at bruge. Dejligt når de lyse timer for alvor får dagene til at føles korte.

”Gaven” af Anders Klostergaard Petersen (2016)
Juletid er gavetid, og det er ikke altid helt ukompliceret. Hvem skal man give til, hvor meget skal de koste, og hvorfor overhovedet give gaver? Den sidste del kan du blive klog på i ”Gaven” fra bogserien Tænkepauser. Professor Anders Klostergaard Petersen fortæller med humor og indsigt om, hvordan mennesker (og nogle dyr) altid har givet hinanden gaver som undskyldninger, i konfliktløsning, som gældsudveksling og for ganske simpelt at gøre hinanden glade.

Materialer