Demens

Det er normalt at blive glemsom med alderen, men når man pludselig synes, at nøglernes naturlige plads er i køleskabet, er der måske mere på spil, end blot alderdom

Måske er der tale om en demenssygdom, f.eks. Alzheimers sygdom. I dag taler man om demens som den nye store folkesygdom i ældrebefolkningen. Og jo ældre vi bliver, jo større risiko er der for, at antallet af demenssyge også vil stige.

Demens er ikke en specifik sygdom, men en sygdomstilstand, som optræder i forbindelse med en række sygdomme, hvoraf Alzheimers er den mest kendte og almindelige. Når man har demens, har man svært ved at huske og lære ting. Man får også en forringet evne til at løse problemer, og nogle ændrer desuden personlighed og adfærd. Kort sagt er det de mentale evner – eller i fagsprog "kognitive funktioner" – som bliver svækket.

Ofte vil demens vise sig ved, at man glemmer ting eller hurtigt bliver forvirret – f.eks. kan det blive et problem at tage offentlig transport, selvom man måske har taget turen mange gange i sit liv. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er der ti advarselstegn for, om man er ved at udvikle demens:

1. Glemsomhed
2. Besvær med at udføre velkendte opgaver
3. Problemer med at finde ord
4. Forvirring vedrørende tid og sted
5. Svigtende dømmekraft
6. Problemer med at tænke abstrakt
7. Vanskeligheder med at finde ting
8. Forandringer i humør og adfærd
9. Ændringer i personlighed
10. Mangel på initiativ

Men bare fordi man nogle gange glemmer, hvor man har lagt sine nøgler, eller er i dårligt humør, er det dog ikke ensbetydende med, at man er ved at udvikle demens.

Kilde: Artikel fra Faktalink.dk

Læs mere om hvordan du som demensramt eller pårørende kan få hjælp i Ballerup kommune på kommunens hjemmeside.
 

Tags
Materialer