Billede af barn ved computer

Hvad er E-sport egentlig?

Verdens største underholdningsbranche er blevet til en sportsgren

Da jeg i starten af 2000’erne så optagelser fra et stadion i Sydkorea, hvor tusindvis af tilskuere sad og heppede på hver deres nørdede favorit foran massive computerskærme, var min første tanke: ”Nå, der er der et land, som har forstået at computerspil er fede!”

Spol frem til 2021, hvor computerspilbranchen for længst har overhalet filmbranchen i størrelse og indtjening, og E-sport har sine egne udsendelser på TV og præmier i millionklassen. Sydkorea havde fat i noget.

Til trods for denne massive popularitet, kan man stadig møde forældre, der bliver bekymrede, når deres barn viser interesse for at slutte sig til en e-sportsforening. For hvorfor kunne de ikke melde sig til noget, hvor de får rørt sig?

Men faktum er, at E-sport i høj grad lever op til ”sport”-delen af navnet. I stort set alle foreninger er der fokus på at krop og sind hænger sammen. Man kan ikke vedligeholde sin koncentration og reaktionsevne, hvis kroppen er lad.

Så selv om de enkelte spil kan være svære at følge med i for udeforstående, skal man absolut ikke lade sig narre. Bag hver enkel turnering hvor de ”bare spiller computerspil” ligger der timevis af fysisk træning, strategimøder, spiltræning og reaktionstræning.

Hvis du har lyst til at møde Ballerups lokale E-sportsforening og blive lidt klogere på hvordan de håndterer sporten, kan du komme forbi lørdag den 13. november 2021 på Posthuset på Banegårdspladsen.

Læs mere om arrangementet her

 

 

Foto af Alex Haney på Unsplash