Billede af spilforside

Forældreguide: Worms Rumble(PS4, PS5, Xbox One/Series X)

Får, orme og hellige håndgranater

Aldersgrænse: 7 år

Worms-serien er efterhånden meget gammel. Det første Worms udkom i 1995, og blev klassificeret som et ”artilleri-taktisk” spil. Spillerne havde hver deres lille hold orme, der blev fordelt ud på en 2D-bane. Man skulle derefter skiftes til at styre én orm, og forsøge at udslette modstandernes orme.

Til trods for våben som bazookaer, UZI’er og håndgranater var spillet så tegneserieagtigt, at det ikke virkede mere voldeligt end Tom & Jerry. 

Udover de mere ”realistiske” våben, var der et væld af gakkede våben som superfår, eksploderende bedstemødre og den absolut ydmygende pegefinger, som kunne prikke dine venner ud over en skrænt med den mindst mulige kraftanstrengelse. 

Grunden til denne beskrivelse af det første spil i serien er, at ikke meget har ændret sig siden da – heller ikke i Worms Rumble. Der hvor spillet har ændret sig er i hvordan man styrer sin orm rundt. 

Hvor tidligere spil i serien har været turbaserede, er dette spil inspireret af populære titler som Fortnite, og er derfor et udelukkende online-spil, hvor man løber rundt i 2D-baner og kæmper mod op til 31 andre spillere. Man kan enten spille ”Deathmatch”, hvor man skal prøve at dræbe alle andre spillere flest muligt gange for at vinde eller ”Team Deathmatch”, hvor man har et par medspillere, der kæmper mod andre hold. 

I tidens ånd er der også ”Last Worm Standing”, som er en såkaldt ”battle royale”-mode, hvor man kun har ét liv, og skal forsøge at overleve til det sidste, ligeså vel som en hold-udgave af dette.

Som nævnt er volden i spillet meget tegneserieagtig, og derfor ikke noget at være voldsomt bekymret for.

Spillet har ingen referencer til sex, stoffer eller alkohol og sprogbruget i selve spillet er rimeligt mildt. Dog spiller man mod andre på nettet, hvor der ikke er fuld kontrol med sprogbruget.

Spillet har mulighed for at tilkøbe ekstra kostumer til enten orme eller våben. Der er dog masser af muligheder for dette i grundspillet, så der er ikke meget grund til at spilde penge på disse.

Aldersgrænsen på 7 år er fin. Man skal være obs på barnets interaktion med andre på nettet og at de ikke bruger penge unødvendigt.

Lignende spil: Tidligere spil i serien, Valkyria Chronicles-serien

Materialer