Billede af spilforside

Forældreguide: Stardew Valley(PS4, Xbox One, Switch)

Absolut bedårende og afslappende livs-simulator

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg (forfatteren af denne artikel) elsker dette spil! Jeg har spillet flere hundrede timer i det, og kan ikke lade være med at være imponeret over størrelsen og mulighederne i det – især fordi det hele er lavet af én enkelt mand, som siden 2016 bliver ved med at udgive store gratis udvidelser til det!

På overfladen kunne Stardew Valley godt ligne noget, man kunne spille på Facebook for nogle år siden, men det er absolut ikke tilfældet. Meget hurtigt efter opstart viser spillet sig at rumme et hav af komplekse, men alligevel lettilgængelige systemer under overfladen. 

Man starter spillet som et udbrændt bymenneske, der arver sin bedstefars nedslidte gård i den lille landsby Pelican Town i Stardew Valley, og beslutter sig for at flytte dertil.

Herfra er man mere eller mindre fri til at beslutte, hvad man bruger dagene i spillet på – om man vil plante og høste nye afgrøder, få bygget en hønsegård, snakke med (og måske charmere) de andre beboere i den lille by, dykke ned i minen og hente ressourcer (mens man kæmper mod de monstre, der er dernede), bruge dagen på at fiske og meget mere.

Indholdsmæssigt er spillet rimeligt børnevenligt. Den smule vold, der er med, er på niveau med et spil som Minecraft. Når man slås mod monstre, holder det sig til blinkende effekter og røgskyer, mens man svinger sit pixellerede sværd mod dem.

Sprogbruget er mildt, med enkelte lette bandeord blandet ind en sjælden gang. (Ord som ”damn” og ”bastard”).

Der er intet seksuelt indhold i spillet. Selv efter man bliver gift med en af beboerne, strækker børne-produktionen sig til en tekstboks, der fortæller, at du har fået et barn – eller adopteret i tilfælde af, at du er blevet gift med en karakter af samme køn som din egen karakter.

Spillet indeholder alkohol og druk. En karakter, som man som spiller kan blive gift med, er en vrissen, deprimeret og alkoholiseret mand, som man, efterhånden som man lærer ham bedre at kende, finder ud af er en rar og dyreelskende, men såret person. Der bliver i en enkelt scene også refereret til, at han har overvejet selvmord.

Der er af en eller anden grund sat to forskellige aldersgrænser på spillet, afhængigt af konsollen. Den oprindelige version til Playstation 4 og Xbox One hedder 7 år og er absolut passende. Versionen til Nintendo Switch hedder 12 år, men dette er sandsynligvis fordi denne version udkom efter at man besluttede at simuleret gambling (der er et kasino i spillet) skal give en højere aldersgrænse. Ellers er der ingen forskelle på versionerne.

Lignende spil: Harvest Moon-serien, Animal Crossing-serien

Materialer