Billede af spilfigurer med nissehuer

Forældreguide: Nu’ det jul igen!

Den mærkeligste jul i længere tid, kan blive forsødet lidt foran skærmen

Nu nærmer vi os en jul, der desværre står i Coronaens tegn, hvilket jo også betyder at vi her på Ballerup Bibliotekerne ikke kan låne jer vores nye spil før i det nye år. Så vi har en stor bunke guides liggende klar til jer, når vi åbner igen!

I denne guide vil vi i stedet prøve at sprede lidt julestemning og komme med tre forslag til spil, som man kan spille som familie – uanset om man er samlet alle sammen, eller må holde en fjern-jul.

Vi vil naturligvis også foreslå at læse vores tidligere artikel fra sidste nedlukning med nogle andre forslag (Klik på dette link)

 

Keep Talking And Nobody Explodes!
I forbindelse med sidste nedlukning foreslog vi også dette spil, men det kan sagtens tåle en anbefaling mere – især fordi det både egner sig til at spille hvis man er samlet, men også kan spilles fra hver sin del af landet.

Man kan i princippet være lige så mange spillere, som man vil i dette spil. Én spiller er en bombetekniker, der som den eneste kan se bomben, der skal stoppes. Resten af spillerne sidder med en manual, hvor man kan finde svarene på de forskellige små gåder, der skal løses på bomben – om det så drejer sig om at klippe den rigtige ledning, trykke på den rigtige knap på det rigtige tidspunkt, indtaste den korrekte sekvens af symboler osv. 

Spillet handler derfor rigtigt meget om at kunne kommunikere med hinanden verbalt for at løse opgaven. Derfor kan det også sagtens spilles over Zoom, Facetime eller hvad man nu ellers bruger til at snakke sammen.

Spillet kan købes til PS4, Xbox One, Nintendo Switch og på PC. Det kan endda også spilles i Virtual Reality, hvor bombeteknikeren har brillerne på.

 

Among Us
Måske har du allerede hørt om dette spil. Der er stor chance for, at dit barn allerede spiller det, enten på mobilen eller computeren. Spillet er et par år gammelt, men er inden for de sidste måneder eksploderet i popularitet. 

Konceptet i spillet er, at hver spiller er en ”crewmate” på en rumstation, som skal løse forskellige opgaver, så rumstationen ikke bryder sammen – fixe elektronikken, reparere ilt-generatoren osv. Dog er der 1 til 3 af spillerne, som er ”impostors”, hvis opgave det er at dræbe de andre eller sabotere stationen.

Hvis en spiller opdager et lig eller en impostor, der er i gang med noget mistænkeligt, kan man kalde til et katastrofemøde, hvor alle skal diskutere, hvem der er imposters, og til sidst stemme en af spillerne ud. Her gælder det selvfølgelig om at være god til at bluffe, hvis man er impostor, så man ikke bliver smidt ud af luftslusen. 

Man kan spille mod tilfældige folk på nettet, men det er klart sjovest at spille med venner og familie – især fordi der desværre er en del snydere på nettet. 

Spillet findes på Android, Iphone og PC. 

 

Unravel Two
Hvis du har lyst til lidt mere afslappende skandinaviske omgivelser, så er spillet Unravel Two (efterfølgeren til Unravel) et godt valg. Spillet er et rimeligt traditionelt platformsspil – altså samme genre som de gamle Super Mario spil – hvor man kan spille to spillere sammen.

Man styrer to charmerende garn-dukker igennem smukke svenske naturlandskaber og gør jævnligt brug af garntråde for at svinge sig over vandhuller eller trække i ting for at bygge en bro. Musikken er ligeledes utrolig smuk og afslappende.

Unravel Two kan være et godt valg til at få lidt kvalitetstid med dit barn i en verden, som du måske ikke selv er så meget inde i, men som de kan føre dig igennem. 

Spillet findes til PS4, Xbox One, Nintendo Switch og PC

 

Dette var blot et lille udkast af de mange spil, der kan gøre julen lidt hyggeligere på trods af omstændighederne. Vi vender stærkt tilbage i det nye år med mange flere guides til de mange spil, vi har modtaget i mellemtiden! 

Glædelig jul :D