Billede af pige foran computer

Forældreguide: Jamen spil er da kun for drenge!

I forbindelse med kvindernes kampdag tager vi fat på en af de mest sejlivede myter om piger og spil

Forsimplet historietid! 

I 1982 udkom spillet ”E.T the Extra-Terrestrial” til spilkonsollen Atari 2600. Spillet var noget absolut bras, og har – ikke helt retfærdigt – fået skylden for at det amerikanske spilmarked krakkede midt i firserne. 

Men hvad har dette at gøre med piger og computerspil? Det kommer vi til! 

I Japan klarede spilkonsoller sig ret godt og Nintendo havde ambitioner om at udgive deres populære konsol Famicom (kendt i vesten som Nintendo Entertainment System eller NES) på det vestlige marked. Men de kunne se at det amerikanske marked ikke var klar på en ny spilkonsol. Derfor fik de den idé, at de ville sælge den i legetøjsafdelingen i stedet for elektronikafdelingen – og man fik endda i starten en lille robot med konsollen. 

Fordi legetøj i firserne var endnu mere opdelt i ”drenge- og pigelegetøj” end i dag, måtte Nintendo tage en beslutning om, hvem de ville målrette deres spil efter. De satsede hårdt på drenge som målgruppe, og alle deres reklamer var meget action-fyldte og spillene var i høj grad ligesådan.

Nintendo har naturligvis ikke hele skylden for, at spil i mange år efter kun blev set som noget for drenge, men deres succes var helt sikkert en inspiration for andre spiludviklere. Og dette blev starten på en selvopfyldende profeti. Der var mange flere drenge end piger, der spillede spil, og derfor gad man ikke lave spil til piger, hvilket betød at der var mange flere drenge end piger, der spillede spil osv. 

I dag har hundredevis af undersøgelser vist, at der er mindst ligeså mange kvinder og piger som der er drenge og mænd, der spiller spil. Hvis man inkluderer mobilspil i disse undersøgelser, så har flere undersøgelser faktisk vist, at især kvinder i alderen 30-40 udgør en kæmpestor del af markedet. 

Der er stadig en opfattelse i nogle grene af både internettet og spilindustrien selv, at spilindustrien er for drenge. Men der kommer flere og flere kvinder med i udviklingen af spil – alt lige fra kodning, animation og skuespil til spilinstruktion og markedsføring.

Vi er ikke i mål endnu, men det går absolut den rigtige vej!