Billede af spilforside

Forældreguide: Genskabt eller genudgivet?

Remake eller Remaster? Mikael forklarer hvad forskellen er.

Efter den massive bunke spil vi havde modtaget til den sidste forældreguide, tager vi den lidt mere med ro denne gang. Det drejer sig om spillet Burnout Paradise Remastered. Link til artiklen kan findes forneden.

Måske har I lagt mærke til andre spil, der enten har ”Remake” eller ”Remastered” i slutningen af deres titel – eller et ordspil, der passer på spillets tema, fx spillet ”Saints Row 4 – Re-elected”. Dette er også en Remastered version af originalen, men da man styrer USA’s præsident i kamp mod rumvæsner i en computersimulation (ja, det er historien, og det er fantastisk), passer ”Re-elected” (genvalgt) godt i titlen.

Men hvad betyder det egentlig at det er en ”Remastered” version af spillet. Og hvornår er det en ”Remake”? Den helt basale forskel ligger i, hvordan spillet er udviklet. Hvis udvikleren har taget det originale spils kode og grafiske elementer og finpudset dem – højere opløsning, bedre lyd osv. – så drejer det sig om en Remastered version – eller en genudgivelse om man vil. Oftest vil spillet føles fuldstændigt som originalen.

Hvis udvikleren i stedet starter helt fra bunden af med at genudvikle et spil, så drejer det sig om en Remake – eller genskabelse. Der er inden for de sidste par år kommet tre større Remakes af gamle titler. Det drejer sig om Resident Evil 2 og 3, hvor originalerne udkom i henholdsvis 1998 og 1999 til Playstation 1, samt Final Fantasy 7, der udkom i 1997 – også til Playstation 1. Alle tre spil følger mere eller mindre den overordnede historie fra originalerne (selvom Final Fantasy 7 afviger meget hen mod slutningen), men har naturligvis meget bedre grafik og mere moderne gameplay. Derfor kan man ikke bruge sine erfaringer fra originalerne til særligt meget, da der basalt set er tale om helt nye spil. 

Så næste gang I ser en Remaster af et spil, så tjek lige om I allerede har spillet liggende derhjemme.

Link til Burnout Paradise Remastered