Billede af spilforside

Forældreguide: Final Fantasy VII Remake (PS4)

En klassikers genfødsel med stadigt aktuelle temaer

De ironisk navngivne Final Fantasy-spil (som der i skrivende stund er 15 nummererede og et utal af spin-offs af), er blandt de mest elskede såkaldte JRPG’s (Japanese Role Playing Games) nogensinde. Og af dem alle er nummer 7, der oprindeligt udkom i 1997, nok det mest elskede.

Denne genskabelse tager, som sin forgænger, fat på nogle, desværre stadig meget aktuelle emner, som klimaforandring, korrupte firmaer og terrorisme. Modsat mange andre spil, tager man faktisk rollen som en lille gruppe af øko-terrorister, der prøver at bekæmpe den onde kæmpe-korporation Shinra med sabotage og mordforsøg, ofte med konsekvenser, der påvirker den almindelige befolkning også.

Sprogbruget er farverigt, men har ikke nogen af de ”store” bandeord med. Til trods for at man kæmper mod både mennesker, robotter og monstre med sværd, magi og skydevåben, så er spillet ikke blodigt. I stedet er der mange farverige effekter i kampene. 

Der er ingen nøgenhed eller sex med i spillet, men dog er der en sekvens, der foregår i et ”Red Light District”, med meget insinueret seksuelt indhold, plus at nogle af de kvindelige karakterer somme tider er klædt i lettere afslørende tøj. 

Alt i alt er aldersgrænsen på 16 år for højt sat efter vores mening. En 12-årig vil sagtens kunne spille spillet, selvom nogle af budskaberne i spillet måske er lidt for tunge – især da spillet er på engelsk.

Lignende spil: Final Fantasy XV, Kingdom Hearts-serien
 

Materialer