Billede af spilforside

Forældreguide: Cyberpunk 2077(PS4, Xbox One)

Sex, blod, vold, bandeord, tonsvis af fejl. Cyberpunk 2077 har det hele!

Aldersgrænse: 18 år

Vi beklager på forhånd: denne guide er lidt lang...

Cyberpunk 2077 var et af de – hvis ikke det -  allermest ventede spil i 2020, og da udgivelsesdagen endeligt kom, kollapsede alle forventningerne som et korthus.

Til trods for rigelig underholdning, er spillet fyldt med fejl og kontroversielt indhold. For at dette ikke skulle være nok, valgte udviklerne at afholde anmeldere fra at anmelde versionen til PS4 og Xbox One før på selve udgivelsesdagen – og det var tydeligt at se hvorfor! Spillet var basalt set umuligt at spille, selv på den stærkere PS4 Pro, og det var endnu værre på Xbox One. Siden da er der kommet marginale forbedringer, men vær blot opmærksom på, at det ikke er den optimale oplevelse man får, når man spiller disse versioner.

Men nok om den tekniske side af spillet. Nu til indholdet:

Spillet er ultra-voldeligt og blodigt. Man kan skyde, slå eller stikke fjender ned med et hav af forskellige avancerede våben og cybernetiske implantater. Blodet sprøjter, og det er muligt at hugge lemmer af fjenderne (eller civile, hvis man vil det). Derudover kommer man i flere missioner forbi dissekerede mennesker, som er blevet dræbt for at høste deres organer eller højteknologiske implantater.

Sprogbruget er meget groft. Der er bandeord overalt, og mange seksuelle referencer.

Apropos seksuelt indhold, så er der MEGET i dette spil.

Allerede fra skærmen, hvor man laver sin karakter, har man muligheden for at vælge og justere på sine kønsdele – alt fra bryststørrelse og penisstørrelse til kønsbehåringens farve og form – og det er alt sammen synligt.

Når man er inde i spillet har man mulighed for at have sex med forskellige karakterer eller prostituerede, hvor der afspilles en – man vil nok kalde det ”soft-core” sexscene. Desuden er der sexlegetøj overalt i spilverden – nogle kan endda bruges som våben. Der er intet værre end hvad de fleste teenagere nok allerede har set på nettet, men det grænser ofte til det lidt barnagtige og pjattede i forhold til mængden af det.

En hyppigt forekommende fejl, som nok er blevet rettet i en opdatering hen ad vejen, gør at spillerens karaktere enten mister alt tøjet – og derfor går nøgen rundt – eller at kønsorganer og bryster stikker frem igennem tøjet. Sidstnævnte ser mest af alt bare fjollet ud, men det er værd at nævne. Det er muligt at ”censurere” nøgenheden i spillet, men det er kun begrænset censur. Der er stadig tonsvis af seksuelt indhold.

I spillet er der mange karakterer – hovedpersonen inkluderet – der tager stoffer eller drikker alkohol. Nogle af disse stoffer kan give spilleren fordele i fx ildkamp.

I sidste ende skal man tænke på, at dette spil aldrig har været tiltænkt børn. Det foregår i en dystopisk fremtid, hvor menneskeliv er meget lidt værd, og sex bare er en selvfølge i bybilledet. Aldersgrænsen på 18 er rammende, men som nævnt er der ikke indhold, der er meget værre, end hvad de fleste 15-16 årige allerede har set på nettet. En god sammenligning kunne være GTA 5, men med fuld nøgenhed.

Lignende spil: Grand Theft Auto-serien, The Witcher 3, Deus Ex-serien

Materialer