Billede af spilforside

Forældreguide: Assassins Creed - Valhalla(PS4, PS5, Xbox One)

Snigmorderne er tilbage! Denne gang i vikingetidens England

Aldersgrænse: 18 år

Assassins Creed har efterhånden udforsket mange af de populære historiske scenarier, og derfor var det uundgåeligt, at vi også nåede til vikingerne. 

Man styrer i spillet vikingen Eivor, der ankommer til England i 873 for både at plyndre, men også slå sig ned. Man kan vælge om Eivor er en kvinde eller en mand – selvom historien på alle måder er bundet op på at Eivor er en kvinde, og navnet i sig selv også er feminint.

(Udgiveren Ubisoft har været meget i medierne for nyligt grundet deres… tvivlsomme tilgang til kvinder. Flere spil i Assassins Creed serien var oprindeligt skrevet med kvinder i hovedrollen, men direktøren gennemtvang en mandlig hovedperson fordi ”kvinder ikke sælger”.)

Tilbage til spillet. Da man styrer en viking/snigmorder er spillet naturligvis meget voldeligt. Man kan justere på niveauet af vold i menuerne, og derved slå blod, afhuggede lemmer osv. fra, men man slår stadig på sine fjender med hamre, økser og sværd.
Sprogbruget i spillet er også meget groft og der er noget seksuelt indhold – prostituerede og topløse kvinder. Disse kan dog også slås fra i menuen.

Da spillet handler om vikinger, er der naturligvis masser af druk og brug af svampe med i spillet.

Spillet har – som i de sidste mange Assassins Creed-spil – muligheden for at bruge rigtige penge på at tilkøbe indhold i spillet – om det så er kostumer, ekstra penge til at bruge i spillet eller lignende. Vores råd er at lade være med at købe noget. Der er intet i butikken, der er værd at spilde penge på, og spillet har rigeligt indhold i sig selv.

Aldersgrænsen på 18 år er forståelig, men spillet kan sagtens spilles af yngre teenagere – især, hvis man slår nogle af de mere voldsomme elementer fra.

Lignende spil: Tidligere spil i serien, Red Dead Redemption 2, God Of War

Materialer