Billede af spilforside

Forældreguide: Alan Wake – Remastered(PS4, PS5, Xbox One/Series X)

Mystik og mørkemonstre

Aldersgrænse: 16 år

Alan Wake – Remastered er en finpudsning af det originale Alan Wake, der udkom i 2010.

I spillet styrer man forfatteren Alan Wake, der leder efter sin forsvundne kone i en lille by. Undervejs bliver man angrebet af mystiske, menneskelignende skyggevæsner, som man skal nedkæmpe ved først at lyse på dem, og derefter skyde dem.

Der er en del vold med i spillet. Når man skyder på fjenderne er der intet blod, men i stedet forvinder de i en sky af støv eller aske. Dog er der blod i forskellige scener, når man fx finder en såret person ved at følge et blodspor.

Der er enkelte scener, hvor meget voldelige handlinger bliver insinueret, men ikke direkte vist, såsom en person, der skyder sig selv i et andet rum eller et øksemord, der også sker uden for kameraets rækkevidde.

Der er en del bandeord som ”shit” og ”asshole”, såvel som brug af både tobak og alkohol i spillet.

Der er intet seksuelt indhold med i spillet.

Aldersgrænsen på 16 år er fin. Spillet kan ikke helt sammenlignes med gyserfilm, men mere på linje med thrillers. Kan dit barn tåle den slags, er der ikke noget at være bekymret for.

Lignende spil: The Evil Within-serien, Max Payne-serien, Alien Isolation

Materialer