Billede af transportmidler

Fly, lastbiler, gylle og gaming

Den nørdede glæde ved simulatorspil

Når man tænker computerspil, så falder tankerne for mange forældre på spil som Fortnite, Call Of Duty, Super Mario eller Pokémon

Men én genre af spil er på én gang ret overset i de gængse spilmedier, men ufatteligt populær blandt en meget bred målgruppe – nemlig simulationsspil. Og her snakker vi ikke om den populære serie The Sims, men spil som på mere eller mindre detaljeret vis forsøger at genskabe en virkelig aktivitet.

En af de mest kendte af disse er Microsoft Flight Simulator, som giver så præcis en gengivelse af flyvning, at mange piloter bruger det som træning. Samtidigt giver det også ikke-piloter muligheden for at kaste sig ud i at prøve deres evner af, uden at risikere liv og lemmer.

Ligeledes er Train Simulator/Train Sim World-serierne også meget detaljerede i deres gengivelse af togføring. I denne niche er fans MEGET kritiske omkring, at de ruter man kan køre på er så tro mod virkeligheden som muligt. Dette er meget forståeligt, da ekstra strækninger ofte sælges for absurd høje priser.

To serier, som har et overraskende stort publikum blandt især børn, er Farming Simulator og Euro Truck Simulator. Begge disse går ikke helt så meget ned i de små detaljer som fly- og togsimulatorerne, men ikke desto mindre er der ikke det store action over dem. 

Så hvad er det ved disse – på overfladen ”kedelige” - spil, der fanger så mange mennesker? For nogle er det naturligvis en interesse for temaet – lidt ligesom hos modeltogsentusiaster. For andre er det det meditative ved, bare at sætte sig og fokusere på en simpel, men tidskrævende opgave.

Personligt bruger jeg disse spil som ”noget at lave med hænderne”, mens jeg nyder en god podcast eller lydbog. Så hvis I vil have mig undskyldt, så har jeg et læs appelsiner, der skal til Malmö. Gad vide hvordan Sherlock Holmes løser sit seneste mysterie..?

Materialer