Billede af legende familie

Ferie, spil og bevægelse

Gaming i sommerferien behøver ikke være stillesiddende

Nu er skolernes sommerferie godt i gang, og måske er du bange for at dit barn kommer til at tilbringe alt for meget tid foran skærmen i stedet for at komme ud og nyde det gode vejr.

Heldigvis findes der forskellige måder at kombinere de to.

De fleste kan sikkert huske Pokémon Go – der er måske endda nogle af jeres børn der stadig spiller det. At jage og fange de små monstre fik mange både børn og voksne til at gå mange kilometer hver dag. 

Men der er også håb for de, der ikke er interesserede i at ”fange dem!”

Et af de helt store spil lige nu er mysteriespillet ”Among Us”, hvor en gruppe af spillere skal løse opgaver på en rumstation. Der er bare det problem, at en eller flere af spillerne er såkaldte ”Imposters”, der forsøger at dræbe de andre spillere og sabotere rumstationen.

Når nogen opdager en død spiller eller ser en spiller gøre noget mistænksomt, kan der indkaldes til krisemøde, hvor hele gruppen stemmer om, hvilken spiller, der skal smides ud af luftslusen. Så her handler det om at have talegaverne i orden, hvis du vil undgå at blive afsløret som Imposter.

Hvis du har adgang til et større hus eller et område med mange blinde vinkler, kan du lave en ”live-action” udgave af Among Us for en gruppe børn. Nogle kreative mennesker har lavet en såkaldt ”Instructable” til, hvordan du kan sætte sådan en leg i verden.

Du kan finde guiden her (Bemærk at guiden er på engelsk)

Ud over denne sjove leg, findes der også et hav af mobil-apps til at lave skattejagter – nogle af dem bruger endda Augmented Reality – ligesom Pokémon Go.

En af de letteste at gå til er app’en ”GooseChase”, som findes til både Android og iPhone.

Via en computer, kan du lave en række opgaver, som børnene skal løse. Disse kan inkludere at nå et bestemt sted, som du har markeret på et kort, tage et billede af en bestemt ting, svare på spørgsmål via tekst og mere.

Herefter kan børnene så, via deres telefoner, finde dit spil med en unik kode – lidt alá quizsystemet Kahoot, som de sandsynligvis kender i forvejen.

Så selvom børnene gerne vil game hele ferien væk, er der slet ingen grund til at det skal være bag nedrullede gardiner. Og hvis du beslutter dig for at prøve et af vores forslag, eller selv har en god idé til at kombinere gaming og bevægelse, vil vi elske at høre fra dig!

God sommer! :D