Varmestuestrikkerne
Varmestuestrikkerne

Opskrift på en varm succes

14.11.18
Varmestuestrikkerne på Ballerup Bibliotek kan fejre 1 års jubilæum

Man tager: 

  • 18-26 aktive strikkere
  • Strikkepinde og hæklenåle i forskellige størrelser
  • Så meget garn man kan få fat på fra Varmestuestrik eller private givere
  • Et godt formål
  • Fællesskab
  • Kaffe og godt humør

Bland det hele godt sammen og lad det simre et års tid. Kig til det af og til og tilsæt godt med kaffe og hyggeligt selskab. Smag evt. til med småkager eller konfekt.
I løbet af et års tid bliver det til sådan cirka:

  • 8 par luffer
  • 123 huer
  • 10 halsrør
  • 60 halstørklæder
  • 32 par pulsvarmere
  • 129 par sokker
  • 26 sjaler
  • 90 ”lommevenner” til børn
  • 12 par futter

Alt sammen lige til at pakke og sende til herberger og krisecentre, så socialt udsatte kan blive forsynet med varmt tøj og andre fornødenheder.

Strikker for den gode sag
Varmestuestrikkerne har holdt til på Ballerup Bibliotek siden november 2017. Nogle henter garn i bibliotekets depot og strikker hjemme hos sig selv, andre mødes på biblioteket og får nogle hyggelige timer sammen over strikkeriet.
Og så er der dem, der strikker altid og overalt, hjemme, ude og på vej. Sådan er ”strømpedamen” Inger Rasmussen. Hun kom med i februar 2018, og i løbet af otte måneder har hun leveret 107 par håndstrikkede strømper – det er mere end 13 par sokker om måneden!

Fælles for varmestuestrikkerne er ønsket om at gøre noget godt for andre, samtidig med at de hygger sig sammen. ”Det her er frivilligt arbejde, der er til at forstå. Det vi laver kan virkelig bruges til noget”, siger strikkedamerne og sender en tanke til de socialt udsatte borgere, som har brug for varmt tøj i de kolde vintermåneder.

Varmestuestrikkerne mødes hver onsdag mellem kl. 14 og 16 på Ballerup Bibliotek bag ved cafeen. Du er meget velkommen til at kigge forbi og høre mere – måske får du lyst til at strikke med.

Materialer