Det offentlige online

Kontakten til det offentlige er blevet digital for alle fra 15 år og op - er du med?
Digitaliseringsstyrelsen kunne i november 2015 berette, at de danske unge har fået baghjul af de ældre - og så endda på en digital service! Nye tal viste nemlig at borgere mellem 65-74 år er Danmarks bedste til at tjekke Digital Post, mens ca. 10% af de unge mellem 15 og 24 slet ikke tjekker deres.
 
Det blev den 1. november 2014 obligatorisk for alle borgere over 15 år at modtage post fra det offentlige digitalt, medmindre man er fritaget. Og mens man satte en massiv indsats en for at hjælpe de ældre med det store skift fra papirkonvolut til digital mail, så forventede man måske at den allerede digitalt selvhjulpne unge generation nok skulle klare sig - men det viser sig mange stadig slet ikke er med.
 
 
  • Vidste du, at man helt automatisk får en digital postkasse, når man bliver 15?
  • Og at man er forpligtet til at læse de mails, det offentlige sender dertil – der er ingen undskyldninger?
  • Men at det er dit eget ansvar at få fat i nøglen?
 
Mens postkassen oprettes helt automatisk, så skal man nemlig selv bestille ”nøglen” dertil - nemlig NemID. Dette bestilles på www.nemid.nu.
 
Et NemID består af 3 dele:
  1. Et brugernavn (typisk ens CPR nummer) 
  2. Et kodeord (man selv vælger)
  3. Et fysisk nøglekort, som man skal opbevare sikkert og ikke vise til andre.
Til sammen giver de 3 elementer et 2-trins login, som er langt mere sikkert end den almindelige username/password tilgang.
 
NemID bruges til login på samtlige offentlige hjemmesider og giver blandt andet også adgang til "Min Side" på www.borger.dk. Borger.dk er en adgangsportal til det offentlige online, hvor du finder informationer om alt lige fra flytning, kørekort, jagttegn, SU, boligstøtte, ægteskab, arbejde, sundhedskort, og meget mere. 
 
På "Min Side" finder man en personlig side med fx personoplysninger, skatteoplysninger, sundhedsoverblik og digital post - næsten alt er samlet på ét sted, hvilket gør det til den ultimative genvej og giver det bedste overblik over ens egne oplysninger.
 
Logget ind på borger.dk får man også adgang til sin digitale postkasse. Et andet sted hvor denne også kan læses er via www.e-boks.dk. Borger.dk og e-Boks.dk er begge sikre hjemmesider, hvor man kan læse sin digitale post fra offentlige myndigheder og private virksomheder. Det er muligt at se samme post begge steder, hvis man under Indstillinger vælger denne mulighed. Man behøver derefter kun at tjekke sin digitale post ét af stederne. Ligegyldigt hvilken af hjemmesiderne man logger på, får man vist den samme indbakke. e-Boks fordel er, at den har en app der fungerer på både smartphones og tablets, og man kan logge ind uden NemID, når først appen er sat op. Man har derved adgang til sin offentlige indbakke hvor som helst.
 
Man kan både i digital post på borger.dk eller e-Boks.dk oplyse telefonnummer og e-mailadresse for derefter at modtage beskeder på sms eller via e-mail, når posten fra det offentlige tikker ind. 
Man har også mulighed, ung som gammel, for at give andre læseadgang til ens digitale postkasse. Dette kan være specielt praktisk, hvis man som ung glemmer det selv eller hvis man som ældre ikke føler sig tryg ved det digitale. Du kan evt. se denne video hos ekurser.nu, der forklarer processen.
 
 
Materialer