Rundt om Dansk Vestindien

Historiker Gunner Steenberg, der gæstede Kulturhus Måløv, giver sine anbefalinger til litteratur om de Dansk Vestindiske øer

I begyndelsen af marts besøgte historikeren Gunner Steenberg Kulturhus Måløv, hvor han holdt foredrag om de Dansk Vestindiske øer. Med udgangspunkt i slaveskibet Fredensborg, fortalte han om Danmarks deltagelse i den atlantiske slavehandel.

Nu kan du læse hans personlige anbefalinger til hvad du skal læse her i 100 året for salget af de Dansk Vestindiske øer.


Gunner Steenberg anbefaler



I den omfattende litteratur om Dansk Vestindien har jeg udvalgt 2 historiske fagbøger, 2 fiktioner, 1 gymnasiebog og 1 børnebog. Alle, undtagen børnebogen, er helt nye.


Fru Jensen og andre vestindiske danskere - Dansk-vestindiske sømænd, tjenestefolk og arbejdere i Danmark 1880-1920
Forfatter: Per Nielsen, 2015
Faglitteratur

Historikeren Per Nielsen fortæller levende om de ca. 300 sorte vestindere, der bosatte sig i Danmark i koloniens sidste danskertid. I bogens 1. del ”Henriette Jensen, Joseph Brown og flere andre” beskriver PN indgående om nogle få, udvalgte personer med stor respekt og indlevelse. I bogens 2. del ”Vestindernes ankomst, baggrund, ophold og modtagelse” behandler PN de danske vestindere mere generelt. Bogen er formidabel historieskrivning og historieformidling. Især i en tid og situation, hvor Danmarks ansvar og danskernes møde med folk der er anderledes, optager os som aldrig før.


Vestindisk-guineisk Kompagni 1671-1754 - Studier og kilder til kompagniet og kolonierne med Peder Mariagers beretning om kompagniet
Forfatter: Erik Gøbel, 2015
Faglitteratur

Historikeren Erik Gøbel er seniorforsker ved rigsarkivet og har udgivet talrige artikler og bøger om kolonihistorien. Hans ny bog er et gedigent værk, der med suverænt overblik og detaljer beskriver, hvordan kompagniet har forvaltet kolonierne i Vestindien og Guinea fra starten 1671 til kompagniets opløsning 1754. Synsvinklen er eurocentrisk og kompagnihistorisk. I bogens 1. del ”Studier” går EG pædagogisk frem og indleder med en oversigt over kompagniets og koloniernes historie inden detajlstudier af udvalgte aspekter. Værkets  2. del indeholder hovedkilden til kompagniets historie, nemlig den administrerende direktør Peder Mariagers beretning om kompagniet fra 1753 lige før kompagniets opløsning. Til Dansk Vestindiens tidlige historie er bogen et must.


Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Skønlitteratur

Historien om trekanthandelen og den danske kolonialisme er fortalt mange gange før. Og man skal stå tidligt op, hvis man vil konkurrere med Thorkild Hansen slavetrilogi (1967-70). Men journalisten, oversætteren og forfatteren Mich Vraa går til den med ny, effektive romangreb i sin roman ”Haabet”. Romanen er fortalt via fiktive breve, manuskripter, dagbøger, logbøger – og komponeret i spring mellem tidsplanerne (ligesom John Williams roman ”Augustus) . M V har tydeligvis researchet kilder og litteratur. Resultatet er blevet en gribende roman om Danmarks som slavenation. Her i dagens smørhul kender vi også til brutal blindhed, men vi føler os bedre end andre.

(Findes også som lyd-bog)


Den vestindiske arv
Ebbe Larsen
Skønlitteratur

Ebbe Larsen er producent ,filminstruktør og forfatter med indgående kendskab til Dansk Vestindien, som ligger bag hans dokumentariske roman. Bogen er fortællingen om Thomas og Anna Skov fra Flensborg, som 1829 arver en sukkerplantage på St. Jan i Dansk Vestindien. Denne arv gør dem til slaveejere, hvilket bringer dem i konflikt med deres samvittighed. Romanen er en beretning om et stykke Danmarkshistorie på nogle fjerne tropeøer i Caribien. Det er en velskrevet dokumentarisk skildring af livet i Dansk Vestindien, som det blev levet af frie og ufrie mennesker i en tid, hvor ordet ”menneskerettigheder” var ukendt.

(Findes også som e-bog)


Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium
Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley, 2016
Faglitteratur, Gymnasium og HF

Endelig kommer der ny og spændende undervisningsbøger om Dansk Vestindien. De to forfattere , begge cand. mag.er i historie og engelsk, har begået en velskrevet , klar og fremragende bog til gymnasiet, men alle der interesserer sig for Dansk Vestindien får stort udbytte af bogen. Forfatternes formål er klart at øge elevernes historiske bevidsthed om Danmark som kolonimagt og slavenation, og det kan vi andre også trænge til. Til hvert kapitel hører en oversigt over kilder, der alle kan hentes gratis på nettet via ”his2rie”, som bringer læseren tæt på virkeligheden dengang.  Bogen har en fyldig og ajourført litteraturliste for dem, som vil grave dybere.


Massa Peter
Preben Ramløv
Børn

 ”Massa Peter” er en klassiker. P R skrev i 60erne en fremragende børnebog, som alle voksne også kan læse med stor fornøjelse. Bogen er også velegnet til højtlæsning. Romanen har det hele, den historiske baggrund, det særlige miljø i Dansk Vestindien, tilknytningen til Danmark, spænding, oprør, slavehandel, sørøvere, overtro. Det er historien om generalguvernør Peter von Scholten, som 1848 frigav slaverne for at forhindre et igangværende slaveoprør i at eskalere til en kæmpe massakre.


Læs mere om Ballerup Bibliotekernes tema Dansk Vestindien og udstillingen i de tre biblioteker på temasiden


Opdatering 27. marts

Ny litteratur der udkommer i marts 2017
 

The Danish Slave Trade and Its  Abolition
Erik Gøbel
2016

Seniorforsker Erik Gøbel har netop fået udgivet denne fine og dyre bog i serien ”Studies in Global Slavery”. Bogen er på engelsk, beregnet for et internationalt publikum, og giver en opdateret og all round fremstilling af den danske slavehandel og dens ophævelse. Bogen er rigt illustreret, forsynet med skriftlige kilder og statistik samt en udførlig og  ajourført  kilde- og litteraturliste.


Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan
Gads Forlag
2017

Dette er bind 4 i fembindsværket “Danmark og kolonierne” som Gads Forlag udsender på Transfer Day den 31. marts 2017. Værket er den ny danske kolonihistorie, henvender sig til et bredt, historisk interesseret publikum. De enkelte koloniers historie beskrives fra etablering til afvikling, samt arven efter det danske herredømme.

Materialer