Billede af Martin Exner

Stor hæder til kodepirat og kendt aktør på Ballerup Bibliotekerne

Martin Exner – grundlægger af Coding Pirates og aktiv del af den lokale afdeling er nomineret til Ballerup Kommunes Kulturpris 2020

(Foto: Lars Jacobsen)

På Ballerup Bibliotekerne har vi været glade for og stolte af at lægge hus til den lokale afdeling af Coding Pirates siden 2016.

Hver torsdag – når altså Coronaen ikke lige spænder ben for det – summer biblioteket af robotter, blink, bippen og klikken, når de frivillige voksne mødes og underviser en gruppe af 7-14 årige børn i forskellige former for kodning. 

En af disse voksne er grundlæggeren af hele Coding Pirates, Martin Exner, som er blevet nomineret til Ballerup Kommunes Kulturpris 2020 for sit arbejde med at udbrede foreningen til hele landet. 

Efter opstarten i 2013 strækker Coding Pirates sig nu over hele Danmark, hvor hundredevis af børn på en sjov måde lærer at forstå kodning bedre, og dermed også bliver godt rustet til en mere og mere digital fremtid.

På biblioteket ser vi i den grad resultatet af Martins arbejde og samarbejdet med hans engagerede frivillige. Når Coding Pirates mødes, kan man i det ene rum se en gruppe børn, der er ved at programmere deres første computerspil. I det andet ser vi, hvordan en lille elektronisk dims kan blive programmeret til at fjernstyre en bil eller bruges til at tænde og slukke for små lyskryds på en modelgenskabning af Ballerup – komplet med 3D-printede modeller, som blandt andet er lavet i vores Makerspace.

På et af forløbene var en del af biblioteket omdannet til én stor Storm P-maskine, hvor alle mulige forskellige dimser var programmeret til at sætte bevægelse i mekanikken hele vejen fra øverste etage og ned i forrummet til Makerspace.

Coding Pirates er et mønstereksempel på, hvor meget godt der kommer ud af det, når leg og læring bliver forenet.

Siden marts har der naturligvis været behov for at omstrukturere lidt, da vi jo måtte lukke dørene i lang tid, men så snart vi lukkede dørene op igen, var piraterne tilbage i fuld form – dog spredt lidt mere ud end normalt. Derfor er vi heller ikke i tvivl om at få liv i huset igen, når vi åbner efter denne tids nedlukning.

Så her fra Ballerup Bibliotekerne skal Martin i hvert fald have et stort tillykke med nomineringen, og et stort tak for det gode samarbejde vi har og forhåbentligt fortsætter med i lang tid fremad!