hjertebog

De fem bedste ungdomsbøger fra 2019

23.12.19
2019 har budt på en perlerække af kvalitetsbøger om ungdomslivet

2019 har budt på en perlerække af kvalitetsbøger om ungdomslivet, der kan nydes af alle. Fælles for bøgerne er, at de er optaget af tematikker som identitet og ensomhed og er skrevet i et ligetil og til tider humoristisk sprog. 

Papirbryllup af Laura Ringo 

En letlæst og humoristisk bog om to unge kvinders ulige venskab, som mest af alt handler om madorgier, fester og knalderegler. Bogens opbygning skaber suspense og driver læseren frem mod en overraskende slutning. ”Papirbryllup” fik en meget flot modtagelse med hhv. 5 hjerter i Politiken og 6 stjerner i Kristeligt Dagblad. 

Idioten af Elif Batuman 

Selin er lige startet på Harvard University, hvor hun studerer litteratur. Vi følger hende, mens hun navigerer gennem studietiden med alt, hvad det indbefatter. Batuman beskriver ungdomslivet på meget genkendelig vis og sproget er let tilgængeligt med et glimt i øjet.
”Idioten” var velmodtaget og fik bl.a. 5 hjerter i Politiken.

Tyverier af Thomas Korsgaard 

Korsgaards nyeste værk er en samling noveller fortalt i en realistisk stil. Novellerne tager udgangspunkt i betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv og udforsker temaer som identitet og ensomhed, fortielser og forhåbninger.  
”Tyverier” fik en overordnet pæn modtagelse med 5 stjerner i hhv. Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende 

On the come up af Angie Thomas

Da 16-årige Bri fra ghettoen vinder sin første rap-battle og hendes sang går viralt, er berømmelsen pludselig inden for rækkevidde. Desværre af andre grunde end dem hun selv havde.. 
En velskrevet roman om at være ung, sort teenager i USA og vokse op med en drøm. En skarp og realistisk fortælling om at kæmpe for sine drømme, også selv om det er imod alle odds. Bogen er en skarp kommentar til den stadig eksisterende racisme i USA.
”On the come up” fik bl.a. 5 hjerter i Politiken.

Og så drukner jeg af Ditte Wiese 

18-årige Josefine går i gymnasiet og har lagt en plan for sit liv, hvor alt skal være perfekt. Hun skal bruge høje karakter, have den rigtige kæreste og være smuk og slank. Men så ændrer alt sig, og Josefine tager nogle andre valg.
”Og så drukner jeg” tager samfundets præsentations- og perfekthedskultur under behandling og giver ungdommen et talerør.
 

Materialer