Logo for Repair Cafe

Repair Cafeer hitter i hele hovedstadsområdet

10.09.19
Nu vil vi gerne reparere i stedet for at købe nyt

Måske kender du allerede til dette gode tilbud: Den første lørdag i hver måned flytter Repair Café Ballerup ind på Ballerup Bibliotek og hjælper med alle mulige småreparationer. Det kan være tøj, elektronik, legetøj eller andet, der er gået i stykker, men som kan repareres, så tingene kan bruges igen. Det er bare at dukke op med dine gamle ting, så hjælper de frivillige fiksere med at puste nyt liv i tingene - og det gør noget godt for både miljøet og din pengepung.

Repair Café vil være med til at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling - blandt ved at vise, at det ikke er så svært at reparere ting i stedet for bare at kassere og købe nyt.

Nu er ideen med Repair Cafeerne ved at få godt fat i hele hovedstadsområdet, skriver DR i dag. Det med at reparere er efterhånden ved at være tabt viden, og mange mennesker ved ikke længere, hvordan de skal sætte en ny lynlås i eller skifte ledningen på deres lampe. Det vil Repair Cafeerne gøre noget ved, fortæller formand for Repair Café Danmark Stig Bomholdt til DR. Læs artiklen på DR her.

Næste Repair Café i Ballerup er lørdag den 5. oktober kl. 11-14. Se mere om vores Repair Cafeen her.