Om dette arrangement

Tid
18:45 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Target
For voksne
Foredrag og debat

Den inderste kerne – Inge Lehmanns liv og forskning

09.11.21
Livestreamet videnskabsforedrag fra Aarhus Universitet

Verdens første kvindelige seismolog var den danske videnskabskvinde Inge Lehmann.

Matematikeren og jordskælvseksperten Inge Lehmann (1888-1993) studerede bl.a. seismiske trykbølgers hastighedsfordeling i Jordens indre på grundlag af jordskælvssignaler fra fjerne jordskælv optegnet på danske, grønlandske, europæiske og amerikanske seismografer. 

Inge Lehmann blev verdensberømt ved at opdage Jordens indre kerne. Tidligere troede man, at hele kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte den skelsættende teori, at der inderst i den flydende kerne er en indre kerne, der har andre fysiske egenskaber end materialet i Jordens andre dele – altså skallerne udenom.

Som verdens første kvindelige seismolog mødte Inge Lehmann meget modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der i høj grad var en lukket herreklub, domineret af hendes chef, astronomen Niels Erik Nørlund, og fysikeren Niels Bohr. 

Hendes karriere og den videnskabelige hæder og anerkendelse tog først fart, da hun blev pensioneret. 
Som 99-årig udgav Inge Lehmann sin sidste videnskabelige artikel. Hun blev 104 år og døde i 1993.

I foredraget vil forfatter Lotte Kaa Andersen give os udpluk af Inge Lehmanns liv og forskningskarriere med afsæt i sin biografiske roman om Inge Lehmann ”Den inderste kerne”, som udkom i maj 2021. I sin research til bogen har Lotte bl.a. talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog, som ingen tidligere kendte til.

Undervejs vil geofysiker David Lundbek Egholm redegøre for geovidenskabelige aspekter for at forklare Inge Lehmanns forskningsresultater og deres betydning.

Tirsdag den 9. november kl. 18.45-21.00
Kulturhus Måløv