Michael anbefaler ni bøger til din sommer

"Alt i alt kan jeg nok bare godt lide at læse gode bøger."

Jeg kan godt lide at skifte genrer. Fra det mere letbenede og humoristiske i tju-bang- eller dick-lit-kategorien til det lidt mere tunge, hvor svære emner tages op på en sproglig og narrativ lækker måde enten i det rent absurde eller i et mere realistisk miljø. Alt i alt kan jeg nok bare godt lide at læse gode bøger.
Michael, digital leder

"Når noget slutter" af Julian Barnes
Tony arver en dagbog, der sender ham 40 år tilbage i tiden. Tankevækkende, hvordan hukommelsen er svært subjektiv.

"Bataljemaleren" af Arturo Pérez-Reverte

Krigsfotograf og tidligere kroatisk soldat mødes. Omdrejningspunktet er et skæbnesvangert billede. Heftige emner som skyld og moral tages op i denne intense bog.

"Generation A" af Douglas Coupland

Man kommer altid til at tænke og grine, når man læser en bog af Douglas Coupland. Bier og uforklarlige hændelser, så kan det ikke blive bedre.

"Langt nede" af Nick Hornby

Fire selvmordskandidater mødes tilfældigt på taget af et højhus. Tragikomisk og rørende dejlig roman.

"Super sørgelig sand kærlighedshistorie" af Gary Shteyngart

Absurd og utraditionel kærlighedshistorie i et skræmmende fremtidsbillede.

"Projekt Rosie" af Graeme Simsion

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en forkærlighed for OCD-relaterede historier. Den her er bare sød og enkel.

"Nattog til Lissabon af Pascal Mercier"

En af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Poetisk, eftertænksom og en langsom bog.

"Den brændende platform" af Henrik Desmond

En dejlig, dansk knaldroman. Bare se at komme i gang med serien, hvis du ikke har læst nogen af dem. Ukompliceret og befriende herlig.

"En dyr affære" af Lee Child

Glem Tom Cruise-serien, for hovedpersonen kan ikke være mere forskellig end Jack Reacher-karakteren. Jeg er på min 17. bog og er stadig ikke blevet træt af den hårdkogte vagabond med hang til selvtægt.

Læs også Saras sommeranbefalinger her, Ninas her, Jans her, Helles her, Cecilies her, og Andreas' her.

Materialer