|
Her anbefaler vi god nyere musik og gode koncerter.
Klik på titlen og se i vores base, om vi har musikken hjemme.
Nyt musikstof skal læses på bib.ballerup - der endnu er i betaversion.
Se bl.a.:
Du kan også se musikanmeldelser på Gaffa.
 |
Ultravox
Pumpehuset 27.04.10.
Tidslomme. Det var drengenes aften i byen da Ultravox i original (80´er) besætning gæstede et udsolgt Pumpehus i København. Og gensynet var uden den mindste tvivl glædeligt og gengældt. Publikum, der for 9 ud af 10 bestod af mænd, lignede utvivlsomt de præcist samme, der for 27 år siden stod i Falkoner, hvor de sidst optrådte for et dansk publikum (Midge Ure har dog været forbi solo).
Netop Midge Ure (manden bag den udødelige ”Do They Know It´s Christmas/Band Aid sammen med Bob Geldof) har stadig karisma og glimt i øjet til at samle det hele i front. Diplomatisk havde stilikonet lagt hestehalen på hylden i starten af 90'erne og iført sig en mere konventionel skaldet isse, der i højere grad spejlede publikums vigende tindinger.
Vi var med andre ord på bølgelængde fra start. Og publikum kunne deres Ultravox, flere af sangene ord for ord. Især ”Hymn” fik salen til at bidrage til festen.
”Vienna”, ”Dancing With Tears In My Eyes” og ”Sleepwalk” var bare nogle af de andre hits der løftede aftenen der op, hvor man huskede hvorfor Ultravox havde fyldt så meget i ens ungdom. Og man skal ikke være musikprofessor for at kunne genkende Ultravox i nyere bands som Nephew, Muse, The Killers, Veto, Spleen United, White Lies m.fl.
Med spilleglæde leverede de fire herrer et sprællevende eksempel på musikhistorie af bedste kaliber. Godt gået.
 Anmeldt af Thomas Sture Rasmussen. April 2010
|
|
Curtis Stigers,
Copenhagen Jazzhouse, 03.04.10.
En kommende Sinatra! Ja, opbakning hos anmelderne mangler den omskolede Curtis Stigers ikke. Fra langhåret 90er popidol til nutidig jazzcrooner i verdensklasse. Hvert år gæster Stigers Copenhagen Jazzhouse en hel uge i træk, i år ingen undtagelse. Hvornår har man lige chancen for at se en så stor kapacitet på en lille intim scene?
Stigers er ikke bare en gudbenådet sanger, men også entertainer i den lune boldgade. En helt igennem ”feel-good” aften, hvor smilet var svært at tørre af bagefter. Med sin ”tighte” besætning kom vi gennem Stigers blanding af standards og nyere repertoire - en kombination der går igen på hans cd-udgivelser. Hvis man under sig selv en god oplevelse, så hold øje med næste gang han lægger vejen forbi. Stigers og Jazzhouse er en cocktail made in heaven. Og det bliver bare bedre år for år. Årgangsoplevelse?
 Anmeldt af Thomas Sture Rasmussen. April 2010
|
 |
Josh Rouse: El Turista.
Josh Rouse er oprindelig fra USA, men har en forkærlighed for Middelhavsområdet, i særdeleshed Spanien. Hans seneste udspil er lyden af sommer, sol og gamle franske film. Ved første gennemlytning kan den virke lidt ”tynd”, men bare rolig, når man først er ”på”, har man fundet sommerens underlægningsmusik. Man føler sig hensat til en tur i åben sportsvogn langs Rivieraens snørklede sving, man får lyst til at tænde op i grillen, skaldyr og boblevand. Den dufter af lavendel og saltvand, minder om filmfestival og blomstermarkeder. Melankoli og forhåbninger. Kort sagt, soundtrack for en livsnyder. Fortjent 6/6 i Gaffa.
Anmeldt af Thomas Sture Rasmussen. April 2010 |
 |
Gorillaz: Plastic Beach.
Damon Albarns (Blur) tegneseriehold er tilbage med fuld rulle. Et formidabelt sammenrend af alt hvad der kan tænkes af syrehoveder og gamle bekendtskaber. Vi får en total tilbagelænet Snoop Dogg på ”Welcome to the world of the plastic beach”, en genopstanden Bobby Womack på ”Stylo” og ikke mindst de overlevende fra legendariske The Clash, Mick Jones og Paul Simonon på titelnummeret ”Plastic beach”!
For ikke at glemme Mos Def, Little Dragon, Kano og selveste Lou Reed. Hele konceptet er gennemført fra først til sidst, fra ”Stylo” -video’en med Bruce Willis som skarpretter over hjemmesidens helt unikke tegneserieunivers, ”MYST” for musikelskere, til musikken selvfølelig, der sagtens kan stå alene. Med hvor ville det alligevel være lide mere kedeligt uden 2D, Murdoc, Noodle og Russel.
Roskilde kan glæde sig til besøget i år. Det bliver stort.
Anmeldt af Thomas Sture Rasmussen. April 2010 |
 |
Curtis Stigers: Lost in dreams
Curtis Stigers har endnu engang lavet et helstøbt album. Der er ingen tvivl om at Stigers efterhånden tilhører jazzvokalens superliga. Vi snakker crooner af høj klasse. Når han så samtidig tør at give numrene lidt kant, som når han blander Pink Floyd's "Vera" med "We'll Meet Again", så kører det for manden. Her er klassiske jazzstandards blandet op med den "nyere" af slagsen, fra "My Funny Valentine" over "Jealous Guy" (Lennon) til "Cold" (Annie Lennox). Et godt bekendskab til en søndag morgen eller en sen nattetime. Han kan som altid ses i Jazzhouse en uge i træk til marts (hvem kan lige gøre det efter år efter år)! Ud over sin stemme er manden i tilgift en uovertruffen entertainer.
|
 |
Svend Asmussen: Makin' Whoopee!
Prøv lige at overgå den! Med 75 års erfaring (med blandt andre Fats Waller, Duke Ellington, Benny Goodman og ja, stort set ALLE) og 93 år på bagen kan man vel sige at at man har aftjent sin værnepligt. Men Svend Asmussen kan skam endnu. Denne perle favner flot hans karriere. Vi får sublime udgaver af "Singing in the Rain", "Danny Boy" og "Just a Gigolo" - især sidstnævnte er jo tårefremkaldende i sin underspillede intro. "Gypsy" skal også fremhæves med Jacob Fischers formidable guitarspil, det er ren Django - som også lige får en hyldest med på vejen i "Nuages"! Endelig slutter vi af med en tilbagelænet fest på "Copacabana" - i alt en mesters værk - et mesterværk! Anmeldt af Thomas Sture Rasmussen. Februar 2010 |
 |
Jason Mraz
Beautiful Mess – Live On Earth
Jason Mraz har haft et forrygende år. Efter flere udgivelser har han endelig fået den succes som han fortjener. Her kommer så den obligatoriske live plade, som dem der hørte ham i Falconer i sommer, bare har gået og ventet på. Som en poppet økoudgave af Jack Johnson, eller Jamiroquai's funky fætter, eller Earth Wind & Fire's blege lillebror eller bare sig selv, fyrer han her en fest af, af dimensioner. Alle de obligatoriske - Butterfly, I´m Yours mv. og så en helt forryngende version af Lionel Richie's All night long - den sang bliver bare bedre her. Det lyder så let og ligetil, men må have kostet kassen i øvetimer, alt sidder lige i skabet. Det er så drønhamrende charmerende at man helt glemmer vintermørket og behøver længes efter forår, det er her i overflod, af spilleglæde og overskud. Good job!
|
 |
Norah Jones
The Fall
Det store stjernefrø har efterhånden vokset sig ind i de voksnes rækker, og med sit fjerde album kan man vel kalde hende for en etableret og erfaren musiker/sanger. Det giver hun i midlertid pokker i, for med The Fall har hun i hvert fald ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. Med en ny, mere "blueset" tone, iblandet en del mere guitar, udfordrer hun lillepigeudtrykket hos sig selv. Det er dog stadig balladerne der dominerer, og selvom hun har hældt kæresten og de gamle samarbejdspartnere ud med badevandet, lyder hun stadig umiskendelig som Norah Jones.
|
 |
Jamie Cullum
The Pursuit
Den lille jazz-mands nyeste udgivelse lever ikke helt op til sine forgængere, men mindre kan også gøre det. Jamie er stadig et godt bekendtskab og formår, ud over at lyde som en engelsk udgave af Billy Joel, stadig at overraske og spille friskt og varieret. Her er måske mere pop end hardcore jazz-jazz og få af numrene lyder lidt ens. Jamie Cullum har holdt en længere pause, hvilket altså ikke har resulteret i de helt store genreskift, men dog har gjort ham mere moden og dermed måske også mere forudsiglig. Men som sagt, stadig værd at lytte til.
|
 |
Robbie Williams
Reality killed the video star
En anden stjerne med en længere pause bag sig er Robbie drengen. Her er der tale om et gedigent comeback. Ikke bare vælter det ud med hits på den nye udgivelse, de hæver også lige overliggeren et par takker opad. Med Trevor Horn bag knapperne er der tale om årgangspop, med direkte aner til firserne og ikke mindst flere af Trevors tidligere bekendskaber (f.eks. Frankie goes to hol...), dvs. stor, stor lyd og armbevægelser. Det klær Robbie Williams igen at turde gå efter guldet, for det er jo det han er bedst til. At han så oven i købet ser ud til at gå direkte ind i næste opsætning af Take That, ja det må vi jo gladeligt leve med.
|
 |
No more stories are told today I'm sorry they washed away, no more stories the world is grey I'm tired let's wash away, af Mew.
Er Mew det danske svar på Radiohead? De to bands har i hvert fald det tilfældes at de laver god med svært tilgængelig musik. Mew har med deres seneste album lavet endnu en genistreg. Dog sætter Mew og albummet store krav til lytteren. Lytteren tvinges til at høre godt efter, fordi de nye sange er et stort miks af forskellige gener. Men giver man sig tiden som lytter, til at høre dette album igennem, så får man en vidunderlig oplevelse. Sangene viser hele tiden nye sider af sig selv, og Mews genialitet kommer frem i lyset. Ergo, Mew er værd at bruge tid og kræfter på.
Anbefalet af Ole Ellgaard Kristensen, oktober 2009. |
 |
U2
Live Soldier Field, Chicago - 12. september 2009.
65.000 tilskuere kan ikke tage fejl. Udråbt af Chicagos' anmeldere til "best koncert in the decade"!
En ekstremt oplevelse ud over alt forventning. Alene synet af U2's kæmpe 360 graders scene kunne tage pusten fra enhver.
En hydrib mellem et rumskib og en krabbeklo i skiftende farver, med røg og damp og en 360 grader videoskærm i flere etager. Stor, større og fantastisk.
Når så lyden i også sidder lige i skabet, så mangler man bare et band der kan levere varen, og ja hvis nogen kan, er det de fire fyre fra Irland.
Med The Edge guitarer skærende gennem Chicago's aftenmørke, Larry mullen jr.'s stramme trommespil,
Adam Clayton's dunrende bas og så selvfølgelig en total veloplagt Bono i spidsen, ja så kører bussen altså.
"I was born to sing for you,
I didn't have a choice but to lift you up. And sing whatever song you wanted me to".
Startende med de nye numre fra "No Line On the Horizon" over i et sandt overflødighedshorn fra bagkataloget kom de hele rundt.
Især Pride og Sunday Bloody Sunday stod som de udødelig sange de er. Walk On og One som de politiske højdepunkter (det hører jo altså med),
den første som hyldest til Aung San Suu Kyi med scenen fyldt af børn med masker med hendes billede, den anden som udgangsreplik på Desmond Tutu's tale om en samlet verden.
Smukt, smukt, smukt og ikke for meget. Og Amrikanerne forstår at værdsætte den slags. I det hele taget kunne vi lære en del om at gå til koncert.
I modsætnig til danske koncerter, var der ingen der snakkede og talte koncerten i stykker i mobiltelefon. Nej, man er med, synger, hujer, klapper og råber sin begejstring ud i rummet.
Og ja, det var også tårer på de rigtige steder. For det var stort, gribende, rørende og ikke mindst en rock koncert der sparkede en vis legemsdel ud af bukserne.
Afsluttende med den nye "Moment of surrender", med fællessang og Bone vrængende sit håb ud i natten. "To the rhythm of my soul" - yes indeed.
Man bukker og takker for en oplevelse for livet.
| |
