Her anbefaler vi gode nyere romaner og krimier. Klik på titlen og se i vores base, om vi har bogen hjemme. Vil du selv anmelde bøger, så besøg Bogrummet.dk - en hjemmeside, hvor bogentusiaster kan dele deres litterære oplevelser med hinanden.
På litteratursiden.dk kan du også finde "Noget der ligner" - gode bøger der minder meget om andre gode bøger.
Nye boganbefalinger kan du fremover læse i beta-versionen af den kommende hjemmeside. Gå til bogsektionen i din nye bib.ballerup!

 |
Leif Davidsen:Min broders vogter Leif Davidsens nye roman er en ægte Leif Davidsen cocktail, en blanding af en historisk/politisk historie tilsat nogle spændingselementer og en kærlighedshistorie. Denne gang er vi i Spanien under borgerkrigen, hvor hovedpersonen Magnus tager ned for at opfylde søsterens ønske, om at få deres lillebror Mads hjem. Han deltager i borgerkrigen på Folkefrontens side og er fuld af ungdommens mod og idealisme og Magnus bliver også del af en krig, han ingen aktier har i. Til gengæld prøver han at få aktier i en guldskat, som de revolutionære har listet ud af Spanien sammen med russerne. Det er en spændende historie i sig selv. Sideløbende er der en meget smuk kærlighedshistorie mellem den russiske fotograf Irina og Magnus. Bogen er et stærkt stemningsbillede af 1930erne på krigens kant, da Franco lagde sin jernnæve om Spanien, Stalin var i færd med at klemme livet ud af Sovjetunionen og i Tyskland lurede Hitler. Leif Davidsen er en fantastisk fortæller, men der er lige ved at gå historietime i den, fordi han med sin grundige research så gerne vil fortælle så meget. Men det er detaljer i en superspændende roman, der fænger fra side 1! Anmeldt af bibliotekar Janne Justesen. April 2010 |
 |
Lars Kepler: Hypnotisøren
Rettighederne til ”Hypnotisøren” blev allerede inden udgivelsen solgt til skyhøje priser til ca. 20 lande. Samtidig var der i Sverige en heftig debat om hvem der stod bag pseudonymet Lars Kepler.
”Hypnotisøren” er den første roman i en planlagt serie på otte bind om den finlandssvenske kriminalkommissær Joona Linna.
Første bind handler om en dreng, som mister det meste af sin nærmeste familie ved en brutal nedslagtning i Tumba, en forstad til Stockholm. Kriminalkommissær Linna får hjælp til opklaringen af en hypnotisør, der vender tilbage til sit fag efter 10 års fravær. Bogen er på sine steder elementært spændende, med et interessant plot. Men efter læsning sad jeg tilbage med et indtryk af at bogen kunne være strammet op, både i sidetal og handling.
Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. April 2010 |
 |
Bent Haller: RakkerpakhusetBent Haller giver med ”Rakkerpakhuset” et fantastisk tidsbillede af Danmark i 50’erne. Handlingen foregår i den fiktive kystby Ålestrand i Nordjylland, hvor der ligger en etageejendom som kun kendes under navnet Rakkerpakhuset.
I bogen følges ejendommens beboere en søndag, lejlighed for lejlighed, hvor de enkelte fortællinger bindes sammen af at der denne søndag skal være en fodboldkamp i gården mod Ålevej, af en fest aftenen i forvejen og af slagene fra et ukendt bornholmerur. Gennem de enkelte fortællinger, gives et enestående billede af livsvilkårene for arbejderklassen på den tid, både økonomisk, arbejdsmæssigt og socialt. Og ikke mindst er bogen en fortælling om kvindernes betydning i forhold til at holde sammen på hjem og familie. En fortælling med udspring i ugens eneste fridag, hvor ”de heldige får et søndagsknald, de mindre heldige får brunkål med blæverflæsk eller rituelle søndagstæsk”.
Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. April 2010 |
 |
Ida Jessen: BørneneI januar fik Ida Jessen De Gyldne Laurbær og hun er nomineret til Læsernes Bogpris 2010, for den ikke mindre end fremragende bog "Børnene". "Børnene" er 3 og sidste del af serien om menneskeskæbner i den fiktive jyske by Hvium. Bogen følger sundhedsplejersken Solvej fra hun flytter til Hvium i 1992 og frem til 2007, hvor hun kommer til en begyndende afklaring med den datter, hun 15 år tidligere havde svigtet for at kunne udleve en forelskelse. Historien, persontegningerne og ikke mindst den stemning af modløshed, håb og tro, som bogen skiftevis sætter læseren i, er fabelagtig. At læse bogen er som selv at gå rundt i Hvium og være en del af historien. Snyd ikke dig selv og læs triologien: Den der lyver, Det første jeg tænker på og Børnene.
Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. Marts 2010 |
 |
Martin Petersen: Kongen der sendte Paven en fugl
Nogle bøger får man lyst til at læse, fordi de har en appelerende titel. Det gælder f.eks "Kongen der sendte Paven en fugl" af Martin Petersen. Ikke alene er titlen appelerende, bogen er også rigtig god og fortæller historien om Sven Estridsen, konge af Danmark 1047-76. Det er en dramatisk og medrivende historie om en endog meget letlevende konge, som skulle bebærde sig politisk og skabe de rigtige alliancer i en svær tid, hvor Danmark blev angrebet og selv angreb. Men også historien om en konge som modnes, efter mange tabte slag, både personligt og i krige, og som så til sidst vinder freden - i Norden og med sig selv. Kan du lide "Jordens søjler", vil du også sluge denne danske historiske roman, og i tilgift finde ud af hvorfor Paven skulle have en fugl.
Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. Marts 2010 |
 |
Haruki Murakami: Efter skælvetNovellesamling af den japanske forfatter Haruki Murakami. De 6 fortællinger forgår alle i 1995, ca. en måned efter jordskælvet i Kobe. Jordskælvet indgår som et tilsyneladende mere eller mindre betydningsfuldt element i alle novellerne. Fortællingerne er i sig selv let læste og med en afrundet handling, men besidder samtidig den magi som er så typisk for Murakami. Som læser drages du ind i historierne, hvis stemning og udtryk, gør at du sidder tilbage í tænksomhed og "efterskælv". Det samme for historiernes hovedpersoner - jordskælvet var måske også et jordskælv i forhold til deres videre liv?
Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. Januar 2010 |
 |
Carlos Ruiz Zafón: Englens spil
David Martin er en ung ambitiøs forfatter, som i 1920'ernes Barcelona indgår kontrakt med en mystisk forlægger om at skrive en bog. Det bliver en kontrakt med fatale følger. Carlos Ruiz Zafón har med ”Englens spil” skrevet endnu en mesterlig bog. Han fortsætter stilen med magisk realisme blandet med krimi effekter. En stil han helt fantastisk mestrede med debuten ”Vindes skygge”. Carlos Ruiz Zafóns bøger og beskrivelser af Barcelona, giver mig lyst til at sætte mig på det første og bedste fly til den catalanske hovedstad. Hvis du vil forkæles af en stor litterær kunstner, så er Carlos Ruiz Zafón svaret.
Anmeldt af Ole Ellgaard Kristensen. Januar 2010 |
 |
Nick Cave: Bunny Munros død.
Nick Cave, født 1957, er en australsk rocksanger og forfatter. Sanger i bandet Birthday Party 1980-1983. Flyttede til Europa, hvor han dannede sit nuværende band, Nick Cave and the Bad Seeds. Denne bog kom til mig ved lidt af et tilfælde - glemte at afbestille i bogklubben. Men nu var den inden for døren, og jeg kan godt lide at læse blandet. Både noget der glider let, noget der er svært og ikke mindst noget der udfordrer min læsning. Og denne bog både udfordrede og provokerede. Var ved at smide den flere gange, men valgte at fortsætte. Men måtte også under og efter læsningen konstatere, at det var en bog og et univers som gav anledning til reflektion. Bunny Munros død er en sørgelig historie om en LIDERLIG antihelt - rejsende i lotion og cremer - der kommer helt ud af kontrol. Men det er også en rørende historie om en far hvis dage er talte, og en søn der måske har livet for sig. Anmeldt af bibliotekar Jan Lund. Januar 2010 |
Se tidligere anbefalinger her |
|